Will Durant, en moderne polyhistor
Jeg har haft bøgerne stående i mange år:
Will Durants, Verdens kulturhistorie 1-32.
Jeg fik dem i sin tid af min faster Birthe sammen med Dostojevskijs samlede værker. Det var oprindelig min onkel Jakobs, og i flere af bindene har han sat sit smukke exlibris med et grønlandsk motiv. Min faster og onkel boede og arbejdede i en del år på den store smukke ø.
Længe tænkte jeg at dette kolossale værk næppe var noget særligt. Jeg tænkte at et enkelt menneske ikke ville kunne dække den mægtige stofmængde som udarbejdelsen af et sådant værk krævede (i nogle af bindene står forfatterens kone, Ariel, som medforfatter).
Men for nogle år siden begyndte jeg så endelig at læse værket, og jeg opdagede at Durant var en klart seende, meget sympatisk forfatter med en behersket og sikker dømmekraft, der er sit stofs mængde og indhold værdig.
Han anstrenger sig for at finde noget godt i alle de historiske skikkelser og begivenheder han gør levende, uden at miste blikket for personlige begrænsninger og mindre gode egenskaber.
Kort sagt: Han skildrer mennesker og historie som de sammensatte væsener og tider, der er virkeligheden.
Han har mange gode oneliners - måske dog af begrænset sandhed - men det tilgiver vi gerne:
Et folk fødes med åbenbaring og dør med videnskab; en kultur fødes med religion og dør med filosofi.
Et folk fødes som stoikere og dør som epikurærere ('fødes som helgener og dør i vellyst'); en nation fødes af sult og dør i mæthed.
Det at være elsket er monogamiet værd osv.
Der er mange af disse korte formler, der nok kan begejstre den klarhedssøgende med sans for det lakoniske, uden at vi glemmer mellemregningerne og nuancerne.
Som læser kan man i starten gribes af kærlighed til det menneskelige, dets mod, udholdenhed, evige stræben, dets godhed og dets ondskab, alt der her skildres udførligt og med humor men frem for alt med ægte menneskelig varme.
Senere melder sig måske en medfølelse, men også en tanke om, at vi måske alligevel ikke er alene i mørket.
Tænd et lys for dem,
Som skal finde hjem,
Gennem mørke på
En kold og uvenlig Jord;
som Sissel Kyrkjebø synger med sin klare, smukke og rene stemme, så man tror både Durant og hende og alle dem, der bryder veje gennem sten, selv om det koster, nogle gange livet.
Så måske er vi ikke alene. Er vi?
Will Durants, Verdens kulturhistorie 1-32.
Jeg fik dem i sin tid af min faster Birthe sammen med Dostojevskijs samlede værker. Det var oprindelig min onkel Jakobs, og i flere af bindene har han sat sit smukke exlibris med et grønlandsk motiv. Min faster og onkel boede og arbejdede i en del år på den store smukke ø.
Længe tænkte jeg at dette kolossale værk næppe var noget særligt. Jeg tænkte at et enkelt menneske ikke ville kunne dække den mægtige stofmængde som udarbejdelsen af et sådant værk krævede (i nogle af bindene står forfatterens kone, Ariel, som medforfatter).
Men for nogle år siden begyndte jeg så endelig at læse værket, og jeg opdagede at Durant var en klart seende, meget sympatisk forfatter med en behersket og sikker dømmekraft, der er sit stofs mængde og indhold værdig.
Han anstrenger sig for at finde noget godt i alle de historiske skikkelser og begivenheder han gør levende, uden at miste blikket for personlige begrænsninger og mindre gode egenskaber.
Kort sagt: Han skildrer mennesker og historie som de sammensatte væsener og tider, der er virkeligheden.
Han har mange gode oneliners - måske dog af begrænset sandhed - men det tilgiver vi gerne:
Et folk fødes med åbenbaring og dør med videnskab; en kultur fødes med religion og dør med filosofi.
Et folk fødes som stoikere og dør som epikurærere ('fødes som helgener og dør i vellyst'); en nation fødes af sult og dør i mæthed.
Det at være elsket er monogamiet værd osv.
Der er mange af disse korte formler, der nok kan begejstre den klarhedssøgende med sans for det lakoniske, uden at vi glemmer mellemregningerne og nuancerne.
Som læser kan man i starten gribes af kærlighed til det menneskelige, dets mod, udholdenhed, evige stræben, dets godhed og dets ondskab, alt der her skildres udførligt og med humor men frem for alt med ægte menneskelig varme.
Senere melder sig måske en medfølelse, men også en tanke om, at vi måske alligevel ikke er alene i mørket.
Tænd et lys for dem,
Som skal finde hjem,
Gennem mørke på
En kold og uvenlig Jord;
som Sissel Kyrkjebø synger med sin klare, smukke og rene stemme, så man tror både Durant og hende og alle dem, der bryder veje gennem sten, selv om det koster, nogle gange livet.
Så måske er vi ikke alene. Er vi?
Kommentarer
Send en kommentar