Indlæg

Tanker om lidelse

Af og til ville jeg ønske et anderledes og lettere liv.

Men når det nu ikke kan være anderledes, hvorfor så ikke prøve at se konstruktivt på lidelsen, som for eksempel i dette billede:

Lidelse er som en flod, der langsomt skærer sig ned i landskabet.

Tænk for eksempel på Rocky Mountains og hvordan de fik deres form.

Jo dybere floden skærer sig ned, og jo længere tid den gør det, jo dybere vil lysets, kærlighedens og fredens, flod løbe når vi udskifter den jordiske krop med den paradisiske:

Når vi udskifter mørkets lidelse, med lysets fred. Smerte og lykke løber i samme kar, det der får sin dybde og form på Jorden.

Floden løber efter de udstandne lidelser dybere, mere stille, mere fredfyldt. Og bjergene bliver højere, lige så høje som floden og dalen er dybe.

Måske en ringe trøst midt i smerten. Men dog tror jeg at det er sådan det er. Måske er lidelse ikke kun af det onde.

Tilføjet 13.8.2019:

Udover det her givne billede på lidelsens natur og funktion kan vi tilføje, at der er en samme…

Tanker om sindslidelser ud fra en moderne søvnteori

Hvorfor blev jeg syg? Er der noget helt galt med min hjerne?

Jeg tænker på den søvnteori, som siger, at om natten udrenses en del skadelige affaldsstoffer fra hjernen ved, at hjernecellerne skrumper en smule, hvorefter den såkaldte cerebrospinalvæske langs blodårerne i det derved fremkomne mellemrum mellem cellerne udskyller affaldsstofferne.

Denne teori har man set som en mulig forklaring på demens, hvis man ikke sover længe eller godt nok, og derfor ikke får udrenset hjernen tilstrækkeligt.

Kan det samme være tilfældet ved andre hjernesygdomme, fx skizofreni, bipolar affektiv psykose og depression?

Jeg ved det ikke. Men faktum for mig er, at jeg altid har sovet dårligt. Jeg får stort set aldrig en hel nats ubrudt søvn, men vågner en eller to gange hver nat, fordi jeg skal tisse.

Ville det give mening videnskabeligt at undersøge sindslidendes søvnvaner for at se, om for lidt og for dårlig søvn er typisk for sådan nogle som mig, og om dårlig søvn og deraf mangelfuld udrensning af hjer…

Hjerte og smerte

Billede
Ja, undskyld klicheen men jeg har gennem mit liv mange gange været konfronteret med den eksistentielle konflikt der kan ligge i kærligheden.

Det er som om at kærligheden - for mig i hvert fald - rummer det bedste - og det værste.

Det bedste fordi det er den der nærer det inderste, og netop derfor også det værste.

Fordi hvis der er knas i kærligheden er det det inderste menneske der lider.


Er det grundlæggende menneskelige vilkår et valg mellem kærlighedens eller ensomhedens smerte?

Holder smerten først op når kærligheden holder op? Er det en pris vi vil betale?

Eller er smerten kærlighedens pris?

Tidligere - før jeg mødte min kone - fantaserede jeg om kærlighed og havde mange hurtige svar på, hvad kærlighed er.

Og jeg gættede på at ægte kærlighed kun er lykkelig og helt fri for smerte.

Jeg blev klogere.

Kærlighed er for mig uløseligt forbundet - ikke kun med lykke - men i høj grad også med lidelse.

Og afmagt.

Men jeg betaler gerne prisen, da alternativet - ensomheden - forekommer mig …

Åndshistoriens luftspejlinger

Billede
Set på afstand virker åndshistoriens store og deres værker som bjerge, grundfjeld og vi kan tænke: Der er dog nogen der har styr på tingene, noget står dog fast og er sikkert.
Men når vi begynder opstigningen eller ser fjeldet tæt på, opdager vi, at det vi antog for bjerge kun er fata morganas:
Først døde religionen, så filosofien og nu videnskaben, hvilken sidste heller ikke skaber sikker viden (hvis det er målet) med sine volatile resultater og tvivlsomme evidens.

Man kan bevæge sig ind i tænkningens rum, den aldrig sluttede samtale på tværs af rum og årtusinder, måske for at søge dannelse og blive klædt på til at være menneske; i stedet udsættes man for en langsom afklædning og står til sidst nøgen.
I en vis forstand er vi ikke - ved religion, filosofi, videnskab, kunst - kommet et skridt videre siden Platons Sokrates (måske med et glimt i øjet) sagde, at det eneste han vidste var, at han intet vidste.

Er der noget sikkert udover vores uvidenhed?
Vi kan glædes over letløbende dial…

Johann Sebastian Bach

Billede
Engang hørte jeg i Budolfi Kirke i Aalborg Bachs, Matthæuspassion, og da de første toner lød, som en stilhed når lys fødes i mørke, kunne jeg næsten ikke holde tårerne tilbage.

Efterhånden som koncerten skred frem, fra de mægtige basser der som guder gik frem et sted højt oppe, usete, ukendte, over syngende men beherskede violiner til de lange, monotone, 'syngende' recitativer af bibelsk eller bibelsk inspireret tekst, havde jeg en ejendommelig fornemmelse af musik, der løftede til ukendte himle, og ord der trak det hellige ned i støvet.

Som om ordene var en dødvægt, døde og kraftløse, unødvendige; som et alibi for det egentlige der lod Skriften langt bagefter, som Lots hustru, der mod guders advarsel så sig tilbage da Sodoma og Gomorra brændte og blev til sten.

Lad os derfor ikke opholde os længere ved passionslegenden men for det indre øre høre for eksempel Orkestersuiterne eller Goldbergvariationerne, idet vi lader musikken munde ud og langsomt afklinge i disse ord:

Måske …

Pastasalat

Billede
Min kone og jeg kan bedst lide at lave mad fra bunden. Men i går spiste vi en bandit af en færdigpizza fra Føtex som kun lige skulle bages færdig.

Ingen regel uden undtagelser.
I dag laver vi dette:

Om til dette:


Kold pastasalat med kylling, avocado, bacon, rosiner og æble med en dressing af honning, olie og citronsaft.

Bon appetite!

Will Durant, en moderne polyhistor

Billede
Jeg har haft bøgerne stående i mange år:

Will Durants, Verdens kulturhistorie 1-32.

Jeg fik dem i sin tid af min faster Birthe sammen med Dostojevskijs samlede værker. Det var oprindelig min onkel Jakobs, og i flere af bindene har han sat sit smukke exlibris med et grønlandsk motiv. Min faster og onkel boede og arbejdede i en del år på den store smukke ø.

Længe tænkte jeg at dette kolossale værk næppe var noget særligt. Jeg tænkte at et enkelt menneske ikke ville kunne dække den mægtige stofmængde som udarbejdelsen af et sådant værk krævede (i nogle af bindene står forfatterens kone, Ariel, som medforfatter).


Men for nogle år siden begyndte jeg så endelig at læse værket, og jeg opdagede at Durant var en klart seende, meget sympatisk forfatter med en behersket og sikker dømmekraft, der er sit stofs mængde og indhold værdig.

Han anstrenger sig for at finde noget godt i alle de historiske skikkelser og begivenheder han gør levende, uden at miste blikket for personlige begrænsninger og min…