Åndshistoriens luftspejlinger


Set på afstand virker åndshistoriens store og deres værker som bjerge, grundfjeld og vi kan tænke: Der er dog nogen der har styr på tingene, noget står dog fast og er sikkert.

Men når vi begynder opstigningen eller ser fjeldet tæt på, opdager vi, at det vi antog for bjerge kun er fata morganas:

Først døde religionen, så filosofien og nu videnskaben, hvilken sidste heller ikke skaber sikker viden (hvis det er målet) med sine volatile resultater og tvivlsomme evidens.


Man kan bevæge sig ind i tænkningens rum, den aldrig sluttede samtale på tværs af rum og årtusinder, måske for at søge dannelse og blive klædt på til at være menneske; i stedet udsættes man for en langsom afklædning og står til sidst nøgen.

I en vis forstand er vi ikke - ved religion, filosofi, videnskab, kunst - kommet et skridt videre siden Platons Sokrates (måske med et glimt i øjet) sagde, at det eneste han vidste var, at han intet vidste.


Er der noget sikkert udover vores uvidenhed?

Vi kan glædes over letløbende dialog og dybde i Shakespeares skuespil, over skønhed i en symfoni af Mozart eller Beethoven, tanken kan vækkes af et værk af Spinoza eller Kant, øjet kan finde hvile i et maleri af Rafael eller Tizian; men bliver vi klogere eller bedre?

Vi kan måske finde trøst og håb i Gud, men hvis vi ønsker sikkerhed, må vi opfinde en helt ny åndsdisciplin eller finde en eller måske flere grundliggende fejl i de eksisterende og kendte.

Vi har brug for en ny Francis Bacon, der kan udstikke en helt ny retning, eller grundlæggende erkende, at vi er skygger med skyggers indsigt.

Vi er som humlebier:

Vi ved ikke at vi ikke kan flyve, så derfor gør vi det!

Bag os ligger afbrændte marker, foran aner vi kun skygger!

Med Luther:

Bagved trængsel, foran trængsel, trængsel ved siderne; nu, i Guds navn, fremad!

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Katarsis

Sommer i bevægelse

Tanker om sindslidelser ud fra en moderne søvnteori