Johann Sebastian Bach

Engang hørte jeg i Budolfi Kirke i Aalborg Bachs, Matthæuspassion, og da de første toner lød, som en stilhed når lys fødes i mørke, kunne jeg næsten ikke holde tårerne tilbage.

Efterhånden som koncerten skred frem, fra de mægtige basser der som guder gik frem et sted højt oppe, usete, ukendte, over syngende men beherskede violiner til de lange, monotone, 'syngende' recitativer af bibelsk eller bibelsk inspireret tekst, havde jeg en ejendommelig fornemmelse af musik, der løftede til ukendte himle, og ord der trak det hellige ned i støvet.

Som om ordene var en dødvægt, døde og kraftløse, unødvendige; som et alibi for det egentlige der lod Skriften langt bagefter, som Lots hustru, der mod guders advarsel så sig tilbage da Sodoma og Gomorra brændte og blev til sten.

Lad os derfor ikke opholde os længere ved passionslegenden men for det indre øre høre for eksempel Orkestersuiterne eller Goldbergvariationerne, idet vi lader musikken munde ud og langsomt afklinge i disse ord:

Måske er jeg udskrevet som forfatter, måske har mine ord ikke længere kraft, måske har de aldrig haft det.

Eller måske står det der gives for højt, ligesom tilfældet har været for så mange andre, i særdeleshed for dem der engang brød mørkets magt.

Men dem kan jeg ikke måles med, mod dem er jeg intet.

Dog: Jeg har levet, jeg lever; idet jeg i ånden hæver armene i en halvcirkel over hovedet og fører dem nedad, velsigner jeg de der læser dette og dem, der ikke gør, dem der her finder ånd og de mod sandhed blinde, de forstående og de ligeglade:

Gud skærme og bevare din ånd og dit hjerte og din lykke! Han give dig fylde og fred, Han jævne din vej og gøre den let og uden smerte, Han føre dig sikkert til Hjemmet!

Schmucke dich, o liebe Seele!