Katarsis
- Alt strømmer som dette vandløb, ved dag og ved nat, uden ophør (Kong-tse ved kilden)
Det knuste og sprængte sind har ingen fred, tanker jager og flakser som ravne mod himlen når natten kommer, smerte og lidelse flyder som mudrede vande for foden af det brændte livstræ.
Så ung jeg var, da helvede tog tingene ud af mine hænder, og jeg vågnede ved stanken af brand, det var mig der brændte, min sjæl, i mine ører genlød tilintetgørelsens skrig fra drømmen.
Sådan faldt jeg, sådan nedstyrtedes jeg i Tartaros' blinde, dybe afgrund.
Dagen var som en ufattelig straf, jeg søgte Lethes glemsel, men den kom ikke, hele tiden tænkte jeg:
Dette sker for mig, det er virkeligt, det er mine fødder der bløder på denne stenede, støvede vej, det er mine tårer der flyder, der er ingen anden vej, det er mig der skriger, men ingen hører det, jeg er alene i dette mørke.
Men:
Skjult flyder livets vande, også for de døde, flittigt arbejder de for at skylle slammet væk, uden ophør slår deres bølger mod flammerne for at slukke branden og genvande, genoplive de døde træer.
Fra himlens uendelige dyb nedstråler Solens skønvirke og kalder kornet i jordens mørke til spiring:
Giv tid, giv tid!
Giv fred, giv liv, lad mig igen leve, lad mig håbe med grund, lad mig elske uden angst, lad mig se dagens lys.
Lad ikke dette mørke kvæle den jeg er, vis mig et billede af den jeg kan blive, giv mig et tegn så jeg ved, at der ikke kun findes denne lidelse.
Gør mig hel igen, her står jeg nøgen, nøgen er jeg født, nøgen skal jeg dø, vent liv, giv tid, giv mig fred inden du forsigtigt lægger mig til hvile i den Almægtiges Hånd.
Det knuste og sprængte sind har ingen fred, tanker jager og flakser som ravne mod himlen når natten kommer, smerte og lidelse flyder som mudrede vande for foden af det brændte livstræ.
Så ung jeg var, da helvede tog tingene ud af mine hænder, og jeg vågnede ved stanken af brand, det var mig der brændte, min sjæl, i mine ører genlød tilintetgørelsens skrig fra drømmen.
Sådan faldt jeg, sådan nedstyrtedes jeg i Tartaros' blinde, dybe afgrund.
Dagen var som en ufattelig straf, jeg søgte Lethes glemsel, men den kom ikke, hele tiden tænkte jeg:
Dette sker for mig, det er virkeligt, det er mine fødder der bløder på denne stenede, støvede vej, det er mine tårer der flyder, der er ingen anden vej, det er mig der skriger, men ingen hører det, jeg er alene i dette mørke.
Men:
Skjult flyder livets vande, også for de døde, flittigt arbejder de for at skylle slammet væk, uden ophør slår deres bølger mod flammerne for at slukke branden og genvande, genoplive de døde træer.
Fra himlens uendelige dyb nedstråler Solens skønvirke og kalder kornet i jordens mørke til spiring:
Giv tid, giv tid!
Giv fred, giv liv, lad mig igen leve, lad mig håbe med grund, lad mig elske uden angst, lad mig se dagens lys.
Lad ikke dette mørke kvæle den jeg er, vis mig et billede af den jeg kan blive, giv mig et tegn så jeg ved, at der ikke kun findes denne lidelse.
Gør mig hel igen, her står jeg nøgen, nøgen er jeg født, nøgen skal jeg dø, vent liv, giv tid, giv mig fred inden du forsigtigt lægger mig til hvile i den Almægtiges Hånd.
Kommentarer
Send en kommentar