Vejen frem

I venteværelset til min gamle læges konsultation hang der en akvarel som har gjort et vist indtryk på mig:

Det forestillede en mand der sad for foden af en trappe, grå, tilsyneladende fortvivlet, klædt i regn.

Lidt oppe ad trappen går en anden mand - rank og målbevidst - der er som et lys omkring ham.

Billedets titel er Vejen frem (jeg har desværre glemt hvad kunstneren der har malet billedet hedder).

Det jeg vil sige med det er, at der er meget vi kan ændre og måske lige så meget vi ikke kan ændre.

Men vi kan ændre vores indstilling til tingene.

Den ranke mand går på den samme trappe som den fortvivlede. Men de er vidt forskellige. Det tænker jeg over.

Et eksempel: Jeg har altid været en introvert person som har svært ved at være sammen med andre. Jeg er en stille type.

Hvad stiller jeg op med det som er et grundtræk i min personlighed og som måske ikke kan ændres?

Skal jeg fortvivle og klæde mig i regn og ensomhed? Skal jeg isolere mig af frygt for mennesker?

Hvad sker der så:

Langsomt vil klokken tømmes for ilt og jeg bliver kvalt.

Knus glasset, vær til, det kan være at jeg skærer mig på skårene, men ikke dødeligt. At blive i klokken er den sikre død.

Den ranke mand går vejen frem, han går den samme vej som den fortvivlede. Men han går.

Jeg klæder mig ikke i regn, jeg hopper ikke frivilligt i graven.

Men fuck hvor gør det ondt nogle gange. Men jeg er ikke ensom og jeg føler mig elsket. Og derfor er jeg rig!